Prædikenvejledning 2022

Herligheden på Diakoniens Dag

Prædikeninspiration – Sidste søndag efter helligtrekonger, 2. tekstrække.

Af Annelise S. Skjerning Hejlskov, sognepræst Farstrup, Lundby og St. Ajstrup

 

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

il sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys.

Jesajas’ kap. 2,2-5

 

Epistlen skriver apostlen Paulus til kolossenserne: Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.

 Kolossenserbrevet  kap.1,25d-28

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Johannesevangeliet kap. 12,23-33

 

Gode salmer til dagen

15: Op al den ting som Gud har gjort – 367: Vi rækker vore hænder frem 613:  Herre du vandrer forsoningens vej – 369: Du som gi’r os liv og gør os glade 476: Kornet som dør i jorden

 

Hellig tre konger-tiden kaldes også for epifani-tiden, hvor forskellige sider aspekter af Jesu herlighed belyses fra hans barndom frem mod. Dagens evangelium er den sidste epifanisøndag, og nu er timen kommet, hvor Jesu endelige herliggørelse skal åbenbares.

Ordet herlighed forbindes oftest med noget lyst og let. ”Det er herligtGode salmer til dagen

15: Op al den ting som Gud har gjort – 367: Vi rækker vore hænder frem 613:  Herre du vandrer forsoningens vej – 369: Du som gi’r os liv og gør os glade 476: Kornet som dør i jorden

 

Hellig tre konger-tiden kaldes også for epifani-tiden, hvor forskellige sider aspekter af Jesu herlighed belyses fra hans barndom frem mod. Dagens evangelium er den sidste epifanisøndag, og nu er timen kommet, hvor Jesu endelige herliggørelse skal åbenbares.

Ordet herlighed forbindes oftest med noget lyst og let. ”Det er herligt, siger vi, når vi har noget godt i vente, noget vi glæder os til og ser frem til. Når sommerferien uden forpligtelser og arbejde ligger forude, – når noget overraskende indtræffer; hver gang vi glæder os over at eksistere og være til, da er livet herligt, da er tilværelsen en herlighed.

I GT høres Guds herlighed ofte knyttet sammen med Guds ære. I Davids-salmerne lyder det, at himlen og jorden, alt det, Gud har skabt, priser Hans ære. Guds herlighed har med det at gøre, at Gud viser, at han er til, at han åbenbarer sig – direkte som den gang han førte Israels folk gennem ørkenen og gennem det røde hav – eller indirekte gennem alt det, han har skabt. – Og enten Gud viser sig på den ene eller den anden vis: fortjener han vor ære, at vi priser ham for hans værker. – Guds herlighed får derved med glæde og pragt at gøre.

Men hos evangelisten Johannes betegner Jesu herlighed hans lidelse og død. Jesu ophøjelse finder sted på korset. Hans ophøjelse består i hans fornedrelse. Gud Faderen navn herliggøres, æres, ved, at Jesus, Menneskesønnen, gennemlider den mest vanærende død. Dermed kommer vi så langt fra den almindelige opfattelse af herlighed, som vi kan komme. Nu får det klang af noget tungt, mørkt, byrdefuldt.

Herlighed: Nogle gange bruger vi også ordet herlighed om det hele: ”Du kan få hele herligheden” – og det netop ikke kun det smukke, kostbare, gode, lyse, men rub og stub.

Måske er begge dele på færde i evangeliet her.

Jesus viser os, hvem er han er ved at leve, lide og dø

Da timen nu er kommet, bringes Jesu sjæl da netop også i oprør, for det er jo ganske barsk at skulle udsættes for så megen fornedrelse hån, skændighed. Og dog insisterer han. Målet for hele hans virke har netop at vinde sin og menneskers frelse gennem sin ophøjelse på korset. Nu og siden.

Med andre ord: ophøjelse og fornedrelse, ære og vanære, liv og død Gud og menneske knyttes nu så tæt sammen på korset, at det helt et koncerteres og fortættes. Jesus må netop tage hele herligheden, ligesom et hvedekorn må dø for siden kunne give udbytte.

”Når jeg er ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig, anfører Jesus. Med det udsagn trækkes en linjn tilbage til dagens GT-læsning, profetien om de sidste tider, hvor vi møder folkeslagene, idet de drager op på Zion, det gamle tempelbjerg, højt knejsende over bjerge og høje, der nærmest løftes mod himlen og netop drager folkene med sig. Med er det nu Jesus, der i sin ”ophøjede fornedrelse” på korset, der trækker os til sig, drager os op mod korset. Hvor han er, der skal hans tjener være. Og den, der tjener ham, vil Faderen ære.

Og dermed træder livet i efterfølgelse af Jesus, det diakonale træk i dagens evangelium, stærkt frem:  Det betyder, at vi kaldes ind i Jesu følge, og for ligesom han at være der, hvor ikke kun det ær-værdige (det der er ære værdigt), det lyse, det gode, der hersker, men også hvor det vanærende, det mørke er fremtrædende; der hvor lykke og lidelse, der hvor ophøjelse og fornedrelse tager livtag, – der skal vi skal være hos hinanden. Jesus er hos os i sin lidelse og ophøjelse, derfor skal vi også være der for og med hinanden, tjene” som det hedder med et godt gammelt ord. Vi skal – sagt med de andre evangelisternes ord – tage vort kors op og følge ham og hjælpe andre med at kunne bære deres.  På vor vandring gennem livet skal vi være hinandens medvandrere. På den vandring slår Guds søn følge med os. På den vandring får vi del i Jesu fornedrelse og ophøjelse og han del i vores. På den vandring herliggøres og æres Gud. Han viser os, åbenbarer hvem han er.

Og så ender vi med at skulle give ham al den ære, lov og pris, der tilkommer ham, som verdens skaber, opretholder, frelser og fornyer: Soli Deo Gloria:

GUD ALENE ÆREN