Prædikeneksempel 2022

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, Diakoniens Dag

Prædiken – Sidste søndag efter helligtrekonger, 2. tekstrække.

Af Annelise S. Skjerning Hejlskov, sognepræst Farstrup, Lundby og St. Ajstrup

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen

Udgangspunktet denne søndag er herlighed. – Herlighed! Faktisk er det svært at sige, hvad ordet egentlig betyder, – hvad er herlighed egentlig for en størrelse? For nogen fremkalder ordet billeder og stemninger af sol og sommer, fryd og velvære. Ordet herlighed er da en tilstand, hvor dagligdagens bekymringer og gøremål er på afstand. – Det er herligt, kan vi finde op at sige, når sommerferien nærmer sig og flere uger uden forpligtelser og arbejde ligger forude. Det er herligt, siger vi, når vi har noget godt i vente, noget vi glæder os til og ser frem til. – Men vi bruger nok især ordet herligt, når noget overraskende indtræffer, noget vi ikke havde ventet, men som gør os glade og kommer bag på os på en god måde. Nå vi glæder os over at eksistere og være til i verden, da er livet herligt, da er tilværelsen en herlighed.


Men vi snakker også om herlighed, når en eller anden har været ved at rydde op i skuffer og skabe og vedkommende da har en masse sager, han vil af med, – fine og stadigt brugbare ting, men også et væld af værdiløse og overflødige sager, alt det som de fleste af os har det med at samle til huse, men som altså ender som ragelse og skrammel, som vi til sidst ikke ved, hvad vi skal gøre af. Og siger den, der har ryddet op så til os: Du må få hele herligheden, – så betyder det: tag det hele. Ikke kun det kønne, det brugbare, men rub og stub, det er dit hele. –


I Bibelen og derfor også her i kirken taler vi også om herlighed – om Guds herlighed, om at Gud gør sit navn herligt i himlen og på jorden. Hvad ordet herlighed her dækker over, er det noget sværere at få hold på. – Men vi fornemmer vel, at det er mest i familie med den første betydning af ordet: den med det glædelige og overraskende. I bibelsk forstand er forestillingen om Guds herlighed ofte knyttet sammen med ordet ære. I salmerne fra det gamle Testamente synger vi ofte om, at himlen og jorden, alt det, Gud har skabt, priser hans ære. Så Guds herlighed, – det må have med det at gøre, at Gud viser, at han er til, at han åbenbarer sig – enten direkte som den gang han førte Israels folk gennem ørkenen og tværs over det røde hav – eller at han indirekte viser sig gennem alt det, han har skabt. – Og enten Gud viser sig på den ene eller den anden vis: fortjener han vores ære, at vi mennesker priser ham for hans værker. – Guds herlighed, – det har derfor ganske rigtigt med glæde og pragt at gøre. Det har med det at gøre, at Gud viser, hvem han er.


I dagens evangelium hører vi, at den time er kommet, hvor Menneskesønnen skal herliggøres, hvor Guds Søn skal vise, hvem han er. – Det har han allerede vist på forskellig vis: i Kana havde han gjort vand til vin til tegn på Gudsrigets fest og glæde. Han havde helbredt syge og vanføre, ja han havde sågar givet en død livet tilbage: Vennen Lazarus havde han kaldt ud af graven. Men nu, nu er den endegyldige time kommen. Nu er den stund, der har været omdrejningsaksel for hele hans virke i verden, nu er den omsider oprundet. Guds herlighed, hans ære; skal nu komme til sin ret.


Men den herlighed – den har ikke ret meget med glæde, pragt, sol og sommer og ubekymrethed at gøre. Den herlighed handler snarere om det modsatte: om undergang, om dom, ja om død. Hvedekornet må dø, siger Jesus, og vi ved nok, at det er hans egen død, han taler om; – at han hentyder til, at snart skal Guds Søn gå ud af verden igen, den verden han er blevet kød og blod for at vise sin herlighed, sådan som han havde den fra Faderen fuld af nåde og sandhed. – Men den skæbne, der venter ham er ikke særlig nådefuld. Det der skulle ske, var grumt og forfærdeligt.


Jesus vidste selv, at sådan skulle det gå, hører vi. For hans sjæl kommer i oprør. – Og hvad var da mere nærliggende end, at han foldede sine hænder og bad sin Far frelse ham fra denne time, bad ham fritage ham for det modbydelige endeligt, der ventede. Intet ville være lettere for hans far end at undtage ham fra så grum en bortgang.


Men oprør eller ej. Jesus ved, at sådan er det ikke meningen, det skal være. Han er netop kommet til verden for at nå frem til denne time. For det er på den måde, han skal gøre Guds navn herligt, – derved han skal herliggøre Guds navn. Trods anfægtelse og oprør inden i. Det sker som skal ske. Og jeg ser for mig, at Jesus som en anden Holger Danske her “fægter med åben pande for hvad han for alvor tror”. Og Guds stemme fra himlen bekræfter hans tanke. Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.


Men at gøre Guds navn herligt, – det handlede jo om at prise Gud for den verden, han har skabt, at ære ham for alle de gange han har grebet ind i menneskers historie og reddet dem fra undergang og død. Og nu dette – at Guds Søn skal lide døde, det handler vel om det modsatte. Det lyder ikke særligt herligt. Her er langt til sol og sommer, til fryd og gammen. Her fældes der dom. Her går ikke bare Guds Søn, men hele verden sin skæbne i møde. Så hvad er der her at prise Gud for, hvad er der her at give Gud æren for? Når hans egen søn skal dø?
Tja, det er i al fald meningen, at vi skal forstå, at hele Jesu liv, fra den gang han som Ordet var hos Gud, fra den gang han julenat kom til verden, og mens han levede og virkede på jorden og selv da han blev pint og døde, – at han da viste os Guds herlighed, at han der viste os hvem, han er – og hvem Gud er. At Gud er ikke kun, der hvor vi finder fryd og glæde, sol og frihed. Han er også der, hvor alt det smertelige, det sørgelige, mørke, det gudsforladte, det er. Gud har det med os, som naboen har det med dig, når han vil af med sit habengut. Vil du have noget af det, må du tage det hele: rub og stub, hele herligheden. Du får ikke lov at sortere det kassererbare, det grimme, det ødelagte fra. Hvad betyder det nu? Jo det betyder, at heller ikke Guds Søn fik lov til at sortere nogen del af menneskelivet fra. Nok kom ham for at give os mennesker del i sit rige med al den kærlighed og al den glæde, det indebærer. – Men i vores liv står glæden og kærligheden sjældne alene. Vi mennesker vi kan ikke vælge lidelsen eller døden fra. Der er kår og byrder, vi må bære og stå dem igennem.


På korset gør Jesus nu fælles sag med os. I vores liv står medgang og modgang, glæde og sorg, liv og død side om side. Men han tager os på det vilkår. Han vil have det hele – hele herligheden på godt og ondt.
Og ikke alene det. Men kun ved at stå det hele igennem kunne Gud redde os fra alt, det der står glæden, medgangen, kærligheden imod. Derfor fortæller han historien om hvedekornet. Et hvedekorn må dø i jorden for at kunne give afgrøde. På samme måde er det kun ved at dø Jesus kan vise verden, hvem han selv og derved hvem Gud er: at Gud er en Gud, der deler vi menneskers liv med os, en Gud der skaber liv af ingenting, en Gud der overvinder døden, så den ikke længere har nogen magt over os. For Gud kan skabe herlighed, fred eller lys, selv når vi ikke kan se, fatte eller sanse det. Ved at lide og dø viste Jesus os, at Gud er med, når det er os, der lider og dør.


Når jeg er ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig, anfører Jesus: og med det udsagn drages vi op mod korset. For hvor jer er, der skal min tjener være. Med de ord kaldes vi nu ind i Jesu følge, for ligesom ham at være der, hvor ikke kun det ærværdige det lyse, det gode, der hersker, men hvor også vanære, lidelse og ulykke er. Der hvor ophøjelse og fornedrelse tager livtag, dér skal vi være der for hinanden. Jesus er hos os i sin lidelse og ophøjelse. På samme måde skal vi dele hinandens glæder og sorger, medgang og modgang, lykke og lidelse. Jesus kalder os til at tage vare på hinanden, ”tjene” som det hedder med et gammelt kirkeligt ord.


Guds herlighed, den mærker vi ikke kun på dage med lys og lykke, hvor vi slet ikke nærer tvivl om, at Gud vil os det godt. Den sætter sig også igennem, når livet er truet, når mørke og undergang har tag i os. Også der, er Gud. Og det skal vi, der netop er draget ind i hans følge, altså også være. For selv der er hans rige. – Og vel er det ikke kommet i al dets fylde: endnu smeder vi ikke sværd om til plovjern, og spyd til vingårdsknive, – men vi ved dog, at en dag vil Guds herlighed vise sig i, at verden skabes om til Paradis. Men også nu, hvor erfarer, at der er vi ikke nået til, – også her, er Gud med sin herlighed. En herlighed hvori han viser sig i også at være der, hvor vi ikke synes, det er spor herligt at være. Men hvor det ikke desto mindre bliver herligt, fordi Gud giver os del i sin herlighed.


Og intet være mere glædeligt, mere skønt, dejligt, være mere overraskende ned det: Guds herlighed viser sig i, at Gud altid er med os, og med sine ord og sine løfter leder os frem mod endnu større herlighed, leder os frem mod at give os sit rige i al dets storhed og vælde.


Burde vi så ikke – netop takke, love og prise Gud, for at han ikke bare har skabt verden, men for at han også stadig griber ind i historien, for at han altid er med i det liv, der er vores? Findes mon nogen større glæde end dette, gives mon nogen større herlighed end at Gud er der, hvor vi er? – Jeg tror det næppe. Det er i jo derfor vi skal afslutte sådan: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed, Amen