Prædikenvejledning 2020

Kirken, der forarger

 

Prædikeninspiration – Sidste søndag efter hellig tre konger 2. februar 2020. Diakoniens dag.

 

Salmer kan f.eks. findes blandt disse:

  • Her vil ties
  • Se, hvilket menneske
  • Nogen må våge i verdens nat
  • Guds kærlighed ej grænse ved

Johannesevangeliet 12, 23 – 33

Menneskesønnen skal herliggøres

Gud med mennesker

”Skabt i vort billede, så de ligner os”, lyder hensigten i Første Mosebog, da Gud beslutter at skabe mennesker.   Det er kronen på værket. Afslutningen på Guds talestrøm i skabelsen – lad der blive…, lad der blive…  lad os skabe! 

Derefter standser Guds skabende talestrøm, indtil Jesus. Han er den nye skabelse jf. Johannesevangeliet kapitel 1 –” I begyndelsen var ordet, ……..og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.”

”Tage bolig”, på græsk skenoein, har betydningen af ”at bo i telt”.

Inkarnationen, Gud er blevet menneske, Gud er flyttet ind blandt mennesker som den bevægelige, dynamiske medvandrende skaber, ét med sin skabning.

Gud har stillet Kristus op mellem sig og ethvert menneske. Gennem Kristus ser Gud os. Gennem Kristus ser vi Gud. Vi kan ikke se bag om eller uden om, over eller under Kristus efter Gud.

 

Menneskesønnen med mennesker

Rækken af verbalformer i trosbekendelsen – ”undfanget, født, pint, korsfæstet, død og begravet” – dækker den menneskelige erfaring. Indskrevet i vores livs vilkår og tålende vores livs erfaringer af pine – overskrider Menneskesønnen dets begrænsning, og nye verbalord åbner historien ud over døden  – ”nedfaret, opstanden”. I troen kan jeg kalde den nye historie min historie.

I rækken af tillægsord er der et stort spring i tid: direkte fra ”født” til ”pint, korsfæstet”.

Men årsagen til, at historien udvikler sig sådan, forbigås. Årsagen ligger i livsførelsen, det liv, Jesus levede.

Fødslen i fattigdom og forfølgelse, lovprist af kriminelle og fremmede, indleder et liv på veje torve og pladser, oftest i dårligt selskab af toldere og syndere, kvinder og børn, ikke smukke og nuttede, men ludere og snottede gadebørn.

Vi har i mange kirker fået sådan nogle smukke 1800-tals malerier ind, hvor Martha og især Maria er billedskønne lyse, nordiske ungmøer, børnene leger lystigt, og disciplene ser kloge og stabile ud med deres pæne skæg og forbløffende evne til at holde meget svære indsvøbninger i lange gevandter oppe uden så meget som et bælte eller en sikkerhedsnål!

Har man besøgt en flygtningelejr, et hjemløseherberg eller en fattig romalandsby i det sydlige Rumænien, kommer man nok tættere på indtrykket af livet i Galilæa og Samaria for Jesus. Det er udkant, udsat, udskammet.

Og så er der selvfølgelig Judæa, højborgen, Jerusalem, det rigtige, kloge og dannede. Det er der, de hårde stridssamtaler og til sidst pinslen, korsfæstelsen og døden finder sted. Når magten og den stålsatte vilje til at beholde den for hver en pris, mødes med det uregulerede og en skræmmende enkel sandhed, bliver det farligt, nødvendigt at slå hårdt ned, statuere et eksempel. Hvor er vi ellers henne? Så kan alt jo lade sig gøre!

At møde Jesus – det var det, mennesker i hans samtid ønskede eller frygtede. Det er mødet med ham, som forandrer menneskers liv, enten til det bedre eller til det værre. Det er aldrig ligegyldigt at møde ham.

For et kristent menneske er mødet med Jesus til hver en tid det afgørende. Der møder vi Gud. Måske kan man møde Gud andre steder. Det ved vi ikke noget om og kan ikke give nogen ordentlig vejledning om.  Det skal vi afholde os fra. Naturen, andre religioner? – vi har ingen adkomst til at bekræfte det i hvert fald.

Kun én adgang til Gud har vi som kristne sikkerhed for – det er i mødet med Jesus Kristus. Gennem ham, i ham, møder vi Gud.

Og vi møder også vores medmenneske.

Gennem ham ser Gud os. Gennem ham ser vi Gud. Og gennem ham ser vi også hinanden. I hvert eneste menneske ser vi også en, som Kristus har levet for, er død for og opstanden for at trække med sig ind i evigheden. Vil vi gerne være med Jesus, må vi være sammen med hinanden.

 

Herlighed eller kors

I de senere år har der været store bølger af herlighedsteologiske bevægelser over de fattigere dele af verden, både Sydamerika og nu stærkt i dele af Afrika, men også i Danmark finder vi prædikanter, der lover guld og grønne skove til deres tilhængere. Det er herlighedsteologi eller theologia gloria.

Præster eller nogen, som forestiller at være det, fortæller fattige, ulykkelige og syge mennesker, at hvis de tror rigtigt på Gud, vil han gøre dem rige, sunde og lykkelige.

Og præsterne tager sig selv godt betalt og opbygger milliardformuer, som de så igen kan vise de fattige tilhængere, når de ankommer i store biler, vinkende med glimtende ringe på fingrene, eller køber store ejendomme og installerer sig med deres følgere som ubetalte tjenere. Budskabet er, at det er op til dig selv, om du har forholdet til Gud i orden. Så vil han belønne dig.

Det er som at kigge direkte ned gennem fem århundreder til Martin Luther. Det var denne køben sig til frelse, her og hisset, han selv kæmpede med og endeligt gjorde op med.

 

Herlighed og kors

Luther satte korsets teologi ind og afviste herlighedsteologien som sværmeri, kætteri, afgudsdyrkelse. Heidelbergteserne har denne skelnen i fokus. De kom i 1518 og fulgte altså efter den enorme reaktion på de 95 teser, som vi fejrer i år.

En sand teolog er korsteolog kalder tingene ved deres rette navn i modsætning til en herlighedsteolog, som går ud fra, at mennesket har en fri vilje og derfor af sig selv kan vælge at gøre, hvad der er godt, opbyggeligt, og således blive retfærdige ud af egen kraft og vilje. Men, siger Luther, jo bedre det ser ud til at stå til med os, set udefra, jo længere er vi fra Gud. For vi bliver narret til at tro, at frelsen er op til os og en belønning for vores egne, gode præstationer.

Korsteologen siger lige modsat, at den herlighed, den kristne får med Kristus, er den korsfæstedes herlighed. Den, der viser sig i dyb forbundethed med mennesket og på menneskelivets vilkår.

 

Tro og handling

Ved Luthers død fandt man en seddel i lomme, hvor han havde skrevet ”Vi er tiggere. Det er sandt.”  Sådan står korsteologen med tomme lommer og tomme hænder strakt ud for at tage imod, hvad Kristus giver.

Derfor burde vi i dag agte tiggerne i gaderne i stedet for at give dem bøder og sætte dem i fængsel. De minder os om den nøgne, menneskelige tilværelse. De minder os også om, hvordan vi kan hjælpe hinanden ved at give.

Tro og gerninger hænger hos Luther uløseligt sammen i et integreret forhold. Det kommer klart til udtryk i en prædiken til Første søndag i advent 1522.

”Hør derfor, hvilket navn Kristus giver gode gerninger i Matthæus 7,12: Hvad som helst I vel, at mennesker skal gøre mod jer. Det skal I gøre mod dem. Det er loven og profeterne” Hører du ikke, hvad indholdet er af hele loven og profeterne? Det er ikke Gud eller de afdøde helgener, du skal gøre godt mod, for de trænger det ikke. Langt mindre er det stok og sten, som det hverken er nyttigt eller nødvendigt for. Men det handler om mennesker, Mennesker, Mennesker. Hører du? Mod mennesker skal du gøre alt det, du vil skal ske dig selv.

Vi modtager nemlig ikke kun Kristus som en gave ved troen, men også som et eksempel på kærlighed til vores næste, som vi skal tjene og gøre vel mod, som Kristus gør mod os.

Troen bringer og giver dig Kristus med alt hans gode til ejendom. Kærligheden giver dig med alle dine goder til din næste. I disse to stykker består hele det kristne liv. På det følger lidelse og forfølgelse for denne tros og kærligheds skyld. Og ud af det vokser håb i tålmodighed.” (Martin Luthers fuldstændige kirkepostil første søndag i advent 1522).

Kristus i jer, herlighedens håb.

 

Kirken der forarger?

Under den manende overskrift: ”Råder Kristi Ånd i vor kirke i dag?” Skrev daværende chef for Kirkens Korshær, Haldor Hald, i 1959 bogen ”Kirken der forarger”. Citat fra bagsiden giver indtryk af den skarphed, hvormed Hald påpeger, at kirken mister sin legitimitet, hvis den ikke omfatter netop de mennesketyper, som Jesus ifølge evangelierne omgikkes med: ”En kristen kirke må have plads for tolderne og synderne og for forbryderne, skøgerne, narkomanerne og alle de andre, som livet er gået på. Ellers er den ikke i sin Herres fodspor. Det skal ikke være en tålt plads, som de kan indtage, når de er blevet genrejste, men en plads i første parket, mens de kæmper midt i deres vanskeligheder. De skal nemlig nær til Jesus.

På dette punkt har vi meget at lære i vor kirke. Toldere og syndere trænges jo ikke ligefrem ved dørene til vores kirker og huse. Spritterne skeler til kirkerne, ville vel egentlig gerne gå derind, men de har så svært ved at få øje på Jesus for menneskene, der kommer der Alt synes så aristokratisk og så menneskeligt pænt, at de ikke tør gå derind og fremvise de synlige mærker af et liv, som ikke er levet efter de kristelige moralbegreber. Skøgerne gyser ved tanken om de blikke, som deres mere ærbare medsøstre ville sende dem, og går langt udenom.

Forbryderne tør end ikke stole på, at skriftestolen er tæt med hensyn til de hemmeligheder, som de bærer på, men aner, at den kan vise sig at være en trappesten til domhuset. Man kunne vente, at Kristi kirke ville samle toldere og syndere, som Han selv gjorde det, være deres ven, som Han var det. Sagen er så alvorlig, at den berettiger til at spørge: Råder Kristi Ånd i vor kirke i dag?”

Spørgsmålet er udfordrende og relevant og herved også stillet til os på Diakoniens Dag 2020 – kan fint fungere som oplæg til sognemøde på dagen.

 

Kyndelmisse

  1. februar er kyndelmissedag og afslutter juletidens store kreds. Det er festen for jesu fremstilling i templet, en begivenhed, der også peger på herlighed. Det lille, 40 dage gamle barn, er festens midtpunkt, og som lysfest, missa candelarum, står dagen i fin forbindelse med evangeliet om herliggørelse, lyset, der skinner i mørket, Guds åbenbaring.

Har kirken en syvarmet stage, kan den tages i brug til at tænde lys og lade børn og voksne på skift eller i kor læse bibeltekster om lyset.

 

Helle Christiansen

Chef for Kirkens KorshærD

Scroll til toppen